DSC05281

Mindesten foran "Kommunalen" i Vålse for foregangsmanden Hans Rasmussen (1777-1858).

I 1841 drog bonden Hans Rasmussen til København for at få en kongelig koncession til at inddæmme det inderste af Vålse Vig på Nordfalster.

Det er et af de tidligste inddæmningsprojekter og usædvanligt fordi det var de lokale, der selv løftede opgaven. Og da den 1 km lange dæmning næsten stod klar regnede Jakob Skomager på tiderne for høj- og lavvande og lige i den time, hvor vandet stod stille blev der kørt kampesten og jord ud for at fylde det sidste hul og lukke havet ude.

Hans Rasmussen blev få år senere valgt til den Grundlovgivende Rigsforsamling.

Da Hans Rasmussen døde, blev hans ejendele ifølge skiftet solgt på auktion! Derfor kan man i dag støde på enkelte ting hos efterkommere efter Vålse borgere, der har tilhørt Hans Rasmussen, men ikke større samlinger. Der findes ingen billeder af ham og hans gård Maglehøjgård i Egense blev også solgt  og er bygget om flere gange.

 

Her følger en afskrift af D. E. Rugaards bog "Fremragende bønder" fra 1871 om Hans Rasmussen:

Hans Rasmussen

Gårdejer og sognefoged i Egense (Falster)

Hvis en fremmed på en rundrejse på Falster får i sinde at opkaste det spørgsmål: ”Hvem kan man nævne som den mest fremragende bonde her på øen i indeværende århundrede?”, da kan han være temmelig sikker på, at størstedelen af de ældre i og udenfor bondestanden fra nordkysten af landet og til i det mindste noget syd for Nykøbing næsten enstemmig vil svare: ” Det var sognefoged Hans Rasmussen i Egense”. Spørger man fremdeles: ”Hvori udmærkede da denne mand sig frem for sine standsfæller, så at han blandt dem blev den mest fremragende?”, så fortæller en et træk af Hans Rasmussens livsfærd, en anden et andet træk, og alle ende sædvanlig med de ord: ”Ja, der er så meget at fortælle om ham, at der gerne kunne skrives en hel bog om ham”. – at den fremmede også hist og her på Sydfalster vil få lignende svar af mange ældre mand, tør med sikkerhed forudsættes. Svaret vil kun ikke blive så almindeligt og enstemmigt som på Nordfalster, og det vel til dels af den grund blandt flere andre, hvilke det ville være for omstændeligt her at anføre, at Sydfalster dels ejede en befolkning under heldige livsvilkår, der havde stor indflydelse på dens sjælelige tilstand overhovedet, dels lå vel langt fjernet fra Hans Rasmussens hjem og derfor ikke var så at sige dagligt vidne til hans virksomhed. Vi ville i det følgende lære denne sjældne bonde noget nærmere at kende, vi ville ledsage ham gennem hans livs idræt og færd, og vi ville ikke fortryde, at vi, om end med raske skridt, følge ham genne hans lange og frugtbare liv.

Hans Rasmussen blev født i Egense by, Vålse sogn på Falster, den 27. november 1779. Hans forældre var gårdfæster Rasmus Klausen og hustru Karen Jakobsdatter. Efter faderens død giftede moderen sig nogen tid derefter med en gårdfæster Søren Sommer i Vålse. Der blev Hans Rasmussen kun en ringe undervisning tildel i hans barndom; han lærte kun dårligt at læse, men derimod hverken at skrive eller regne; men desuagtet opnåede han lidt efter lidt i sit senere liv en højt agtværdig, endog temmelig sjælden færdighed i de nævnte ting. Selvstudium og uafbrudt øvelse blev hans skole. Vi ville straks se lidt nærmere herom. Alle Hans Rasmussens 7 søskende døde i en ung alder, og han blev derfor allerede i 1799, kun 20 år gammel, besidder af sin fædrenegård, bestående af omtrent 40 tdr. land ager og eng. Som et meget betegnende vidnesbyrd om, hvad han allerede var som ung mand, skal her nævnes, at hans allerførste virksomhed bestod i indstændigt at opfordre sine bymænd til at slutte sig sammen og købe deres gårde med konge- og kirke-tiende, og det lykkedes ham endeligt, dog først i alleryderste øjeblik, idet handelen først afsluttedes på Gåbense Færgebro, just som ejeren en hr. Henckeldey – der i 1766 havde købt af regeringen en del af ”det falsterske ryttergods” for 34000 daler dansk kourant og deraf oprettet herregården ”Egense”, den nuværende ”Valnæsgård”, - var på rejsen til København for at sælge godset. Således blev Egense bymænd ejere af deres gårde i 1799. Det øvrige af godset købtes, nærmest for skovenes skyld, af staten, og Vålse by’s bønder vedblev at være simple fæstebønder indtil 1816, da også de købte deres gårde, indtil de i 1824, formedelst uheldige tids-omstændigheder , måtte gå tilbage til atter at blive fæstebønder. At Hans Rasmussen straks fra hin handel af måtte stige i anseelse og indflydelse hos sine nærmeste standsfæller, var så såre naturligt. I året 1800 indtrådte han i ægteskab med pigen Kirsten Mortensdatter, en datter af gårdmand Morten Hansen, også kaldet ”Jespersen” og hustru Else Jørgensdatter. I ”Landevæsenets” tid udnævntes Hans Rasmussen til underbefalingsmand (måneds-lieutenant) ved kyst-militsen, og han viste allerede som sådan, at han røgtede en tillidspost med troskab og samvittighedsfuldhed; han vidste at hævde sin egen og beboernes ret lige over for bestikkelige og udsugende foresatte, og han forstod altid at beherske og bringe de menige af de slesvigske og holstenske tropper, som kantonnerede på Falster og Lolland fra 1807 – 13, til respekt og at hæmme de udskejelser og spektakler, som disse rå folk vare tilbøjelige til at øve. Som et enkelt eksempel på det første kan nævnes, at han de 13. Maj 1813 indgav en klage til en major Leuenbach over en korporal, der samme dag havde nægtet at modtage en leverance af hø, medmindre han fik en pot brændevin (19 mk. i penge), men modtog høet, efter at have fået disse penge. Af nogle enkelte af disse soldater undervistes og øvedes Hans Rasmussen i at skrive og regne. Året 1807 var for ham, som så mange andre, en vækkelsens tid. Fædrelands-kærligheden forlangte underretning om vore sagers stilling og begivenhedernes gang, og Hans Rasmussen forstod at skaffe sig underretning. For fattig til selv at holde aviser, passede han altid at få postbudet, som bragte sådanne til herremanden og præsten, indenfor hos sig for at styrke ham med en bid brød oh et krus øl, medens han selv læste aviserne; ligesom han også snart fik nogle mænd til i fællesskab at holde en avis. Af ejeren af Valnæsgård fik han også snart tilladelse til fri afbenyttelse af hans bogsamling, og Hans Rasmussen hang i, som man siger. Bøger af forskelligt indhold vandrede frem og tilbage til og fra den læse- og lære-lystne unge bonde i Egense, og han lod ikke det læste gå ind ad det ene og ud af det andet øre. Selvstudium og uafbrudt øvelse blev, som sagt, Hans Rasmussens skole nu og i hele hans påfølgende lange liv, og han lærte blandt andet i denne skole at fremsætte sine tanker i en ret følgerigtig og tiltalende form og som velordnet tænkt i hele og indhold, navnlig når der tages hensyn til, at han var bonde. Ved siden af en ufortrøden, kommunal færd og virksomhed gik en ligeså ufortrøden higen efter åndelig virksomhed, thi han følte til fulde, at kundskab er magt. En så dristig og oplyst mand måtte naturligvis henlede opmærksomheden i et større område på sig. I året 1820 udnævnes han til sognefoged for Vålse sogn og til lægdsmand sammesteds, og i årene 1826 – 27 betroedes ham endog af staten det store tillidshverv at administrere en 6 til 7 bøndergårde i Vålse, efter at ejerne havde set sig nødte til at gå fra dem. Begge de offentlige bestillinger som sognefoged og lægdsmand varetog han, den førstnævnte i 37 år indtil sin død, den anden i hen ved ligeså lang tid, og at han varetog dem med dygtighed og samvittigsfuldhed, haves et bevis deri, at han allerede den 26. september 1837 benådedes med ”Dannebrogsmændenes hæderstegn”. Til denne ”længe og velfortjente udmærkelse” tilskrev stedets præst F. C. Rosen ham den 11. oktober sin ”hjertelige lykønskning”, idet han bad Hans Rasmussen ”være forvisset om min oprigtige, inderlige deltagelse i den glæde, som både De selv og alle Deres venner derover må føle”. I 1841 fødtes hos Hans Rasmussen den i sandhed storartede tanke, ved inddæmnings- og udtørrings-arbejder at erobre Kippinge og Vålse Vig fra havet, og han hvilede ikke, før han, til trods for de mangfoldige hindringer fra folks og naturens side, fik sin tanke gennemført i gerning: han fik et aktieselskab stiftet, en stærk dæmning fra Vedby Grund over Storholmen til Vålse land opført, vandet udkastet ved maskinkraft fra Vigen, og han så endelig, efter at han, som sjælen i det hele foretagende, havde ledet, sit værk kronet på den herligste måde – noget over 1800 tdr. land erobredes fra havet og fordeltes til aktionærerne, deraf omtrent 200 tdr. til Valnæsgård.

Anordningen af 13. august 1841 kaldte land-kommunerne til større kommunal selvstændighed, end de hidtil havde ejet, og overalt i sognene så man sig om efter mænd, der bedst vare i stand til i de nye oprettede sogne-forstanderskaber at varetage sognenes tarv. Intet under var det da, at en mand som Hans Rasmussen, der var betroet et godt pund af åndelige evner til at virke med og ikke undlod at benytte dem, enstemmig valgtes til medlem af Vålse sogne-forstanderskab, og han modtog valget, skønt han allerede den gang havde opnået den alder, der fritog ham for et sådant kommunalt hverv. Hans interesse for kommunens anliggender var meget stor, og det var et inderligt ønske hos ham også at vække en lignende interesse hos sognets beboere. Han foreslog derfor i forstanderskabets møde den 23. november 1842, at ”sogne-forstanderskabets forhandlinger måtte være offentlige, således at det måtte stå enhver frit for, som er anstændig klædt, at træde ind i forhandlings-lokalet, hvorhos det dog må være en betingelse, at disse ikke blande sig i forhandlingerne, og opføre sig i stilhed”. Det samlede forstanderskab vedtog forslaget. Hans interessefor kommunens anliggender var og vedblev at være så usvækket og levende, at han vedblev gennem 16 år at modtage genvalg indtil kort før sin død.

Selv tålte Hans Rasmussen ingen vilkårlighed, fra hvilken side den end vistes, og det var hans stadige opgave i livet at opmande sine standsfæller til heller ikke at tåle nogen sådan. Et enkelt eksempel på hans had til vilkårlighed er allerede ovenfor anført fra hans kraftige manddomstid; her skal nu nævnes et andet eksempel fra hans gamle dage, fra året 1844, et eksempel, der til fulde vidner om, dels hvilken højde af vilkårlighed og tyranni en samvittighedsløs herremand turde vove at gå, endnu kun 5 år før vi fik en forfatning med sit værn også for den laverestillede i samfundet – men til ære endog for hin tid var en sådan herremand heldigvis dog kun enestående hos os -; dels til hvilken grad af ligegyldighed det var kommet endog hos det øverste regerings-kollegium, kancelliet, for den mishandledes ret. Valnæsgård og gods i nærheden af Gåbense ejedes af en hr. H. Hansen, en mand af en meget rå og brutal karakter og med den indbildning, at ham som herremand ustraffet turde behandle sine undergivne som han selv lystede. Denne mand mishandlede den 13. juni 1844 en husmand Peder Rasmussen ”Lollænder” på en umenneskelig måde, og nogle dage senere læstes i ”Københavnerposten” for 26. s.m. en meddelelse herom. Ved at nævne denne oplyste ”Loll. Falsters Stiftstid.” for 29. juni, ”at en mand, der ifølge sin stilling har adgang til at gøre sig bekendt med sagen, havde lovet bladet en nøjagtig meddelelse, så snart den rette sammenhæng var bleven ham bekendt”. Denne meddelelse lyder i ”Stiftstidenden” for 1. Juli fuædstændig således:

”Husmand Peder Rasmussen Lollænder af Kippinge sogn, der hat et af proprietær Hansens huse til leje, og for resten bekendt som en af hans flinkeste argejdere, var torsdagen den 13. juni d.å., som var hans hovdag, mødt på Valnæsgård om morgenen, hvor han i forening med en del andre husmænd blev sat i arbejde med at læsse gødning på vogne, som kørte denne i marken. Hen på formiddagen kom herremanden til arbejdsstedet, og da han i længere tid havde været ilde stemt mod denne husmand, fordi han ikke udenfor den bestemte hovdag ville arbejde på Valnæsgård, eftersom han andet steds kunne fortjene det dobbelte af hvad herren gav ham, så spurgte denne ham i en meget bebrejdende tone, hvorfor han ikke ville arbejde hos ham, hvortil husmanden meget roligt svarede: ”fordi jeg kan fortjene mere andre steder, og fordi herren gerne plejer at trække os (nemlig husmændene) noget af i hvad vi i forvejen er akkorderet om, og navnlig trak mig 5 mk. Af det sidste vi gjorde regnskab”, så fandt han sig ikke pligtig til at arbejde for ham udenfor de bestemte hovdage, da han ikke troede sig bunden til sin forpligtelse, når herremanden ikke ville efterkomme sin. At høre denne sandhed, der foriøvrigt skal være meget bevislig, var naturligvis ubehagelig for Hansen, og med en knippel, han sædvanligvis fører i hånden, slog han husmanden, spørgende: om han havde trukket ham noget eller bedraget ham, hvorhos han gentog slagene flere gange. Husmanden vedblev sin påstand, og Hansen vedblev at prygle, sigende: ”Så skal du se, at jeg ikke skal bedrage dig nu!” (nemlig med prygl). I det samme befalede han husmanden at forlade arbejdsstedet og begive sig til korn-magasinet for at skyde korn, men dette nægtede husmanden, idet han sagde: at han kendte godt, hvad det skulle betyde, og at han først da skulle prygles, men dersom han skulle have flere prygl, var det bedst herren blev ved dermed der på stedet; han (husmanden) gik ikke derfra. Nu sendt Hansen bud efter gartneren, der er hans broder, og efter avls-forvalter Jessen samt efter sin hundepisk, og da han havde fortalt dem, at husmanden ikke ville adlyde ham, befalede han dem med magt at føre husmanden fra møddingen til kornhuset. Hansens befaling blev øjeblikkelig efterkommet, og husmanden kastet til jorden, hvorpå gartneren og forvalteren tog hver et af hans ben og slæbte således af med ham fra møddingen gennem kostalden og over den store gårdsplads til kornhuset, idet Hansen gik bagefter med hundepisken, hvormed han bestandig pryglede husmanden på arme, ben og krop, som snart blottedes til skindet, da hans gamle skjorte og benklæder straks gik i stykker. Da husmanden uophørlig skreg af smerte under de mange slag og den øvrige voldsomme medfart, og de ikke kunne få ham op på kornhuset, skete der et lidet ophold, hvorefter Hansen befalede ham igen at gå hen til møddingen og fortsætte arbejdet. Dette gjorde også husmanden; men efter at hans lemmer således vare gennemtærskede, hvad vad da naturligere, end at han ikke kunne røre sig så rask som forhen, hvorfor Hansen, der var fulgt efter ham, flere gange slog ham over arme og ben med pisken, fordi – sagde han – at husmanden ikke ville arbejde rask. Denne, der ikke længere kunne udholde den idelige pryglen, måtte nu forlade arbejdsstedet og ty til sit hjem, hvor han søgte sengen og anmeldte det passerede for præsten, der besørgede en læge hentet”.

Som en fuldstændiggørelse af denne voldshandling anføres af en ”efterslæt” til den i ”Stifts-Tidenden” for 1. August endnu dette:

”Fra gården begynder et nyt optrin i sørgespillet, idet Peder R. Lollænder gjorde forsøg på at undvige, for om muligt at komme til sit hjem, men forgæves; man opdagede hans flugt, man indhentede ham på landevejen, man slæbte ham under blodige piskeslag til indkørselsporten, hvor man opstillede ham ved siden af porthunden, samt antydede ham, at hvis han rørte sig af stedet, da slog man dødelige slag på ham, og den altid tjenstfærdige Jessen, væbnet med hundepisken, overtog vagtholdet over den arme synder”.

Den ovennævnte voldsdåd vakte dels forfærdelse og dels forbitrelse overalt mod herremanden og hans hjælpere. ”Stifstidenden” opfordrede vedkommende sogne-forstanderskab til at meddele en genpart af dem attest, som den tilkaldte distriktslæge havde afgivet, håbende, ”at retfærdigheden ikke ville være mindre streng imod herremanden, end imod den usle husmand”, idet det med fuld ret mente, at ”en pengemulkt næppe vil blive erkendt som retfærdig straf i publikums øjne. I dette tilfælde vil den almindelige afsky vistnok blive voldsmanden dobbelt følelig”. – ”Kjøbenhavnsposten” spurgte: ”Er der da på Falster ingen øvrighed, som af menneske-følelse vil bringe sagen for rettens forum? Eller, i mangel deraf, er der ingen anden menneske-ven derovre, som har både hjerte og forstand til at gøre det?” – Stiftamtet beordrede vedkommende politimester til at undersøge sagen; men den ene part i sagen, nemlig den mishandlede husmand, indkaldtes ikke til at afgive og påhøre forklaring. – Vedkommende sogne-forstanderskab indberettede kendsgerningen til det kgl. Danske kancelli med bøn om, af sagen måtte vorde genstad for offentlig undersøgelse og påtale, men det højeste justits-kollegium afgav under 16. juli en afslående resolution ”på grund af de lokale øvrigheders erklæring”, og fordi, som det hed, Peder R. Lollænder ”var sagsøgt af proprietær Hansen for utilbørlig opførsel” – en sagsøgelse, der imidlertid ikke havde fundet og ikke fandt sted.

Der var offentlig spurgt, om der ikke på Falster var en menneske-ven med hjerte og forstand til at tage sig af sagen? Jo til visse! Hans Rasmussen i Egense var en sådan menneske-ven. Han lod det ikke bero med af bringe sagen offentligt frem for publikum – thi ham var det, der gav den foranstående beretning i ”Stiftstidenden”, således som den var nedskreven af hans dattersøn, seminarist H. P. Pedersen efter hans mundtlige fremstilling, - men han gjorde endnu mere; han antog sig den mishandledes sag også på anden kraftig måde, til straf for voldsmanden, til erstatning for den mishandlede. I forening med sognefoged Jens Madsen i Vester Kippinge henvendte han sig til proprietær Hansen, og de udøvede ved deres forestillinger og bestemte optræden til gunst for husmanden et sådant tryk på herremanden, der allerede gruede for følgerne af sin voldsdåd i den af husmanden ved retten anhængiggjorde sag mod ham, at han, for at sagen måtte falde bort, indgik ved retten på et forlig, hvis vilkår vare i det væsentlige følgende: ”Proprietær Hansen forpligter sig til inden 30. september s. år. og under tvang af en daglig mulkt at meddele fæstebrev til Peder Rasmussen Lollænder, gældende for denne og konens livstid, på det af dem beboede lejehus med jordlod (3 tdr. land), fri for indfæstning, pengeafgift, hovarbejde eller anden herskabelig præstation; dernæst at betale Peder R. Lollænder straks kontant 50 rdl. Og at overtage udgifterne til læge og apoteker i anledning af hans kur og helbredelse”. – Noget senere indstilledes hr. Hansen til og udnævntes til kammerråd, men det tør vel næppe menes, at det var til erstatning for hans affindelse mod husmanden.

Vi vil nu i andre retninger lære Hans Rasmussen at kende. På Sjælland fandt større bonde-bevægelser sted, fra først af fremkaldte og på forskellig måde støttet af Balthasar Christensen, kammerråd Drewsen, husmand Peder Hansen i Lundby, forhenværende skolelærer Rasmus Sørensen, J. A. Hansen gennem ”Almuevennen”, gårdmand Jens Gregersen i Kundby og flere andre mænd. Disse bonde-bevægelser fandt snart en modtagelig og frugtbar jordbund på det af Hans Rasmussen i Egense allerede vel bearbejdede Falster; de ledtes først og fremmest af ham, samt dernæst af gårdejerne Peder Hansen Steffensen i Alstrup, Peder Larsen Skytte i Havnsø, skolelærer Sidenius i Skovby som formand for ”Falsters Landbo-forening”, gårdejerne Jens Hansen Dyrløv i Sønder Alslev og til dels Niels Christian Krag i Nørre Alslev. Da ”Bondevennernes Selskab” var blevet stiftet den 5. Maj 1846 tilstillede selskabets formand, daværende kapitain Tscherning, den 21. August Hans Rasmussen et antal exemplarer af selskabets program og trykte lister over de allerede indmeldte medlemmer, med anmodning om, ”på bestyrelsens vegne at ville afdele Falsters herreder og sogne i passende kredse eller distrikter og, hvor eller så vidt De (Hans Rasmussen) ikke selv måtte kunne overtage Dem formandskabet over samme, at udse og ansætte de fornødne distriktsformænd og medhjælpere”. Hans Rasmussen, der i al sin stræben og idræt greb alt, hvad han var overbevist om måtte tjene til hans stands lykke, med ungdommens varme og ild, udførte med inderlig glæde og største utrættelighed det ham overdragne hverv, påtog sig selv at være distriktsformand for Vålse, Kippinge, Brarup og Stadager sogne, og virkede alt, hvad han formåede, og det var ikke lidet, for selskabets udbredelse på Falster. Han så i dette selskab et middel til bondestandens frigørelse fra tidsåndens lænker og vilkårligheder mod den, og gennem frigørelsen tillige et middel til oplysning og et mere berettiget samfundsliv for den, end man hidtil havde indrømmet folkets kerne, et middel til lige borgerlige rettigheder for den med de andre samfundsklasser. Som hidtil, vedblev Hans Rasmussen at være den falsterske bondes leder i bevægelserne mod tilsigtet vilkårlighed og undertrykkelse, fra hvilken side end sligt kom. Hertil benyttede han, hvad vi allerede i det foregående have set, også pressen, såvel den i Nykøbing som ”Almuevennen” i København. Han erkendte filfulde den frie og uafhængige presses magt og betydning for folkets udvikling og opdragelse, og han benyttede den derfor flittigt dels under sit navn, dels anonymt. Som et par yderligere eksempler herpå nævnes her, foruden det tidligere anførte angående hin voldshandling på Valnæsgård, en artikel af ham i følgebladet til ”Stiftstidenden” for 24. Maj 1939, betitlet ”Svar som tiltale” (til kammerjunker Classen, kammerråd Stampe og præsterne Koch, Fog, Gjesting og Winding), og to artikler i samme tidendes nr. 130 for 1843 angående opfordring til den falsterske bondestand om oprettelse af en ”håndgernings-skole for piger” og en ”komite-betænkning i husmandssagen”, efter anmodning af amtsrådet. Samtidig dermed vedblev han med al mulig kraft og iver at arbejde i ”Bondevennernes Selskabs” tjeneste; han var derfor en af selskabets meget ansete og betroede distriktsformænd.

Året 1848 med sine mangehånde store begivenheder for det danske folk kom. Ved valget den 5. oktober til den grundlovgivende rigs-forsamling valgtes Hans Rasmussen for Maribo amts 6. Kreds (Stubbekøbing) med 900 stemmer mod 119, der faldt på modkandidaten, overrets-prokurator Carl Nyholm. I rigs-forsamlingen var Hans Rasmussen et trofast medlem af ”Venstre”, hvad man jo forud kunne tænke sig; han stemte altid med denne side af forsamlingen, hvorimod han kun talte nogle enkelte gange, såsom den 9. December 1848, da han stillede en forespørgsel, om regeringen agtede at inddrage bispe-embederne til fordel for almue-skolevæsenet? – den 29. december mod stillingsvæsenet og den 13. marts 1849 til fordel for etkammer og for almindelig valgret. Ved de senere valg til Rigsdagen var han, på grund af sin allerede høje alder, han var omtrent 70 år gammel – ikke at formå til at stille sig; men vedblev at udfolde en kraftig og heldig virksomhed for folkeligsindede mænds valg til Folketinget, navnlig for den kreds, hvori han boede, og det var især ved hans store indflydelse, at mænd som skolelærer Sidenius af Skovby og arvefæster Rasmus Olsen af Skjoldrup blev valgte medlemmer af Folketinget, den sidstnævnte den 27. maj 1853, efter at skolelærer Lindholm havde svigtet sine vælgeres tillid i den store samling fra 7. marts til Rigsdagens opløsning den 19, april i anledning af arvesagen, ved hvis endelige afgørelse den 18. april i den forenede rigsdags møde han var blandt 45 medlemmer, der stemte imod regeringens forslag til sagens ordning. – For at landstingsvalgene måtte blive så folkelige som muligt, anvendte Hans Rasmussen ligeledes al sin indflydelse for at få valgt folkeligsindede på pålidelige valgmænd; men her havde han ikke altid held med sig.

Enhver virkelig frisindet, selvstændig og dygtig mand har altid modstandere nok at kæmpe imod. Dette var også tilfældet med Hans Rasmussen. Sine værste modstandere fandt han i sit lange liv imidlertid blandt to af Vålses præster. Den første af disse Johs. Henr. Formann, præst i Vålse fra 1792 – 1817, ”var en dygtig præst og en god taler, men heftig og opfarende, hvilket på grund af ulykkelige famile-forhold tiltog bestandig mere i hans ældre år” – således lyder vidnesbyrdet over ham i ”Den falsterske Gejstligheds Personalhistorie” af præsten Immanuel Barfod -; fra den anden side føjes til: ”en meget herskesyg og hævngerrig mand”. Når et eller andet kom i vejen for ham fra sognefolkets side, hævnede han sig på forskellig måde, navnlig ved bortvisning fra konfirmand-undervisningen. Således blev i et år (1808) alle konfirmanderne bortviste med undtagelse af to, som præsten selv skulle have i tjeneste. Flere af de bortviste blev derpå konfirmerede samme Påske af nabopræsterne. Hans Rasmussen opnåede ved en til den retsindige biskop Bojsen indsendt klage (gennem skole-forstanderen, en bonde i Vålse), at få præsten pålagt at afholde en overhøring af konfirmanderne 4 uger før Påske, så at forældre og værger havde tid til at lade afholde overhøring for højere vedkommende, hvis præsten viste sig uretfærdig. – Den anden præst Peter Høn Aabne, præst i Vålse fra 1845 – 1849, var ikke blot, ligesom hin, en herskesyg, men tillige en brutal, hidsig og hovmodig mand, der ved mange lejligheder havde alvorlige sammenstød med sine sognefolk. Inge kunne i grunden komme til rette med denne yderst krakilske mand, uden ved at tie og bukke, dog med undtagelse af hans kone, der til morskab for alle forstod at mønstre ham på en almindelig bekendt praktisk måde. Han måtte selvfølgelig få en ivrig modstander i Hans Rasmussen, der blev leder af den naturlige og berettigede modstand mod præsten. Aabne lå således i et par års tid i proces med sine sognemænd angående ”gåse-tienden” og – tabte både ved under- og overretten sin sag. Hvorpå der nægtedes ham beneficium til højesteret; ligeledes tabte han en sag mod husmændene angående hans påståede ret til ”præstedage” af dem. Denne ret hævedes ved en kongelig resolution. Efter en mængde mere eller mindre håndgribelige sammenstød med forskellige sognefolk, både mænd og kvinder, - navnlig med en fattig, skikkelig husmandskone, hvorom det hedder i en i den anledning digtet vise: ”Kathrine Dinesen kæmpede mod den Pave” – fik Aabne, i stedet for afsked, som han fuldtvel syntes at have fortjent, ubegribeligvis kun et tilhold om at søge et andet sognekald, ikke større end det i Vålse, hvorpå han forflyttedes til Anst og Gjesten præstekald ved Kolding, og næste år (1850) til det for Hejls og Vejstrup menigheder i Nordslesvig. Madvig var på den tid kultus-minister og Monrad biskop over Lolland-Falsters Stift.

De jævnlige sammenstød, Hans Rasmussen fortrinsvis havde med de to nævnte præster, foranledigede, at man fra en vis side beskyldte ham for at være en ”præstehader”. Dette var han dog til visse ingenlunde. Vel var han født og opdragen i tider, da Voltaires og Rousseaus fritænker-anskuelser havde forplantet sig fra Frankrig gennem Tyskland til og florede hos os, og vel blev han som mand ikke uberørt af denne datidens åndelige kræftskade; men så vidt som det er. At Hans Rasmussen var af en religiøs natur, så vidt er det også, at han ikke hadede præsten som sådan, eller præstestanden som stand, men derimod vistnok det hovmod, den herskesyge og ufordragelighed, som mange præster, især i tidligere tider, så ofte lagde for dagen. Hans forhold til den foran nævnte præst Rosen, der var præst i Vålse fra 1832 – 1845, og til den rolige og omgængelige Ammentorp, præst sammesteds fra 1849 – 1869, vidner desuden i det hele om, at han ikke var nogen præstehader af grundsætning.

Til en yderligere bedømmelse af Hans Rasmussen skal til slutning endnu anføres, at han i Vålse sogn afskaffede den rå Fastelavns-glæde, at ”ride katten af tønden”, samt flere andre naragtige Fastelavns-løjer, der ikke senere ere blevne genoptagne der i sognet, skønt den endnu trives rundt om på Falster som andet steds. – Som kirkeværge var han altid imod unødvendige udgifter. Når kirken var hel og ren, mente han, kom det ikke an på mere fra kirkens side som bygning betragtet. Kirkelige mangler afhjalp han altid villigt, og han sørgede altid for, at der ikke let kunne udsættes noget ved det årlige kirkesyn. Billederne ”Kristi korsfæstelse” og ”Moder Marie”, der ikke var til prydelse for kirken, fik han flyttet ud. – Som et bevis på den tillid og agtelse, han nød hos sine sognefæller, skal her til slutning nævnes, at uagtet han ved det sidste sogneforstander-valg, han oplevede, på grund af svaghed og sygdom indstændig bad sig fri for genvalg, alligevel så godt som enstemmig blev valgt, og at vælgerne efter endt valghandling fulgtes ad til hans gård i Egense for at bede ham modtage valget, og udbragte derpå et rungende hurra for den syge olding, at han nær var bleven rask igen. Hans Rasmussen lod sig da overtale til at modtage valget. Svagheden tiltog imidlertid, og da han ikke så sig i stand til at udføre sine pligter som sogne-forstander således som tidligere, nedlagde han noget senere sit mandat.

Hans Rasmussen i Egense, denne ægte danske adelsbonde, denne folkefrihedens ufortrødne og oprigtige ven, denne uforfærdede fjende af al vilkårlighed og undertrykkelse, denne den falsterske bondes kyndige og djærve hovedleder i en lang række af år, denne trofaste meddeltager i vedtagelsen af ”Danmarks Riges Grundlov” af 1849, kort sagt: denne ædle Dannemand som menneske og statsborger – han bøjede sit hoved i døden den 10. Februar 1858, noget over 79 år gammel. Han var bleven gammel af dage og træt af livets kamp og strid; hans engang så ranke skikkelse havde bøjet sig imod jorden; Han længtes efter varig hvile i det evige liv hinsides graven, og derfor gik han med en endnu sund og stærk ånd og med fred og glæde i sit hjerte herfra. Ved hans jordfæstelse på Vålse kirkegård den 17. Februar holdt sognets veltalende og agtede præst Ammentorp en sjælden smuk, sand og gribende mindetale om ham.

Falstringerne vil lade mindet om Hans Rasmussen i Egense gå arv til kommende slægter! De hædre derved den hedenfarnes velfortjente hædersmæle og de hædre derved sig selv. ”Aldrig dør herligt navn for den, som har erhvervet sig det!” således hedder det i den oldnordboens ”Havamaal”, således bør det fremdeles hedde hos oldnordboens ætlinge.